Brand identitet er en samling af virksomhedens visuelle og sproglige fremtoning, der tager udgangspunkt i virksomhedens sjæl og formål.
Dette blogindlæg indeholder følgende emner:
- Hvad er en brand identitet?
- Brand identitet eksempel
- 5 elementer af en brand identitet
- Sjæl
- Identifikation
- Førstehåndsindtryk
- Fremtoning
- Sprog
Hvad er en brand identitet?
Brand identitet er en samling af virksomhedens visuelle og sproglige fremtoning. Virksomhedens brand identitet er derfor både de visuelle dele som logo, farver og typografi samt sproglige som navn, slogan og kernefortælling. Alle disse ydre dele bunder dog i virksomhedens indre sjæl, ligesom de tager udgangspunkt i virksomhedens positionering i markedet.
Når man taler om branding er der en række overlappende begreber, som ikke er hundrede procent definerede – hvor brand identitet er et af dem. I min verden indeholder en brand identitet de samme elementer som en visuel identitet, men derudover også virksomhedens navn og sproglige fremtoning. Der er altså mere i identiteten, end blot det visuelle.
Brand identitet eksempel
Denne guide til virksomhedens brand identitet kan hurtig blive meget abstrakt, og derfor tager vi udgangspunkt i en case, hvor vi udvikler en brand identitet til en fiktiv kaffe virksomhed. Vores kaffevirksomhed case har til formål at illustrere sammenhængen mellem de forskellige elementer af brand identiteten, og hvordan de forskellige elementer påvirker hinanden.
Branding indeholder, udover det visuelle og sproglige, en masse positionering, adskillelse fra konkurrenter og innovation af produkter. Men i dette tilfælde nøjes vores kaffevirksomhed, blot med at sælge helt normal kaffe, og placere sig gennem de forskellige elementer i sin brand identitet.
Vores kaffevirksomhed skal selvfølgelig køre rundt økonomisk, men befinder sig samtidig i en global branche med stor påvirkning af lokalmiljøer. Samtidig er kaffe en branche, hvor prisniveauet spænder ekstremt meget, afhængig af branding, så gennem en stærk brand identitet, kan vi sikre en bedre pris for råvarerne til de lokale kaffebønder.
Kontorfællesskab i København? Skal du starte som selvstændig/iværksætter, og er du på udkig efter et kontorfællesskab – så vil jeg anbefale Republikken i hjertet af København, hvor jeg er ansat som Marketing Manager.
5 elementer af en brand identitet
En brand identitet indeholder de fem elementer; Sjæl, Identifikation, Førstehåndsindtryk, Fremtoning, Sprog:
- Sjæl: Virksomhedens sjæl er en samling af formålet, værdierne og personligheden
- Identifikation: Virksomhedens identifikation er virksomhedsnavnet, sloganet og kernefortællingen
- Førstehåndsindtryk: Virksomhedens førstehåndsindtryk sker gennem logoet, farverne og typografien
- Fremtoning: Virksomhedens fremtoning vises gennem grafik, ikoner, illustrationer og billedstil
- Sprog: Virksomhedens sprog sker til en modtager, gennem storytelling i en tydelige Tone of Voice
Sjæl
Formål
Alle beslutninger i virksomheden tager udgangspunkt i virksomhedens formål. Mange virksomheder bruger desuden lang tid på særligt mission og vision, men i sidste ende er det formålet, der bør guide virksomheden fremad. Men hvad er så et formål? Formålet er kort sagt virksomhedens grund til at eksistere, udover at tjene penge.
Formålet er at være “lokal i det globale, og global i det lokale”, hvor der ligesom i yin og yang er en sameksistens, og lidt af det ene i det andet, hvilket gør at de to kræfte komplimenterer hinanden.
Værdier
Virksomhedens værdier er de egenskaber, der knytter sig til virksomheden. Modsat formålet, der ofte er abstrakt, er værdierne de praktiske handlinger som går igen i hverdagen. Værdierne er altså virksomhedens kompas for beslutninger, særligt når der opstår et dilemma.
Kaffevirksomhedens værdier er samlet i begrebet “tredobbelt bundlinje“, hvor virksomheden har fokus på både det økonomiske, det miljømæssige og det sociale lag i sin forretningsmodel.
Personlighed
Brandarketyper er en samling af menneskelige egenskaber, der sikrer en rød tråd i din branding, og en stærk forbindelse til kunden. De 12 brandarketyper er er en måde at give menneskelige egenskaber, følelser og tanker til virksomhedens brand, for at opbygge en personlig forbindelse med kunden.
Kaffevirksomhedens primære brandarketype er Den uskyldige, mens den sekundære er Eventyreren. Den uskyldige dyrker det nostalgiske, etisk rigtige og er hundrede procent tro mod sine værdier, mens Eventyreren hjælper kunden med at opnå frihed og individualitet gennem autentiske produkter.
Identifikation
Navn
Virksomhedens navn er sandsynligvis den vigtigste beslutning i virksomhedens branding, da virksomhedens navn er den primære måde, hvorpå virksomhedens identificeres og omtales på. Det gode virksomhedsnavn overholder de lovmæssige regler og følger derudover en række retningslinjer.
Kort fortalt bør virksomhedsnavnet være let at udtale og stave til, huskes af målgruppen, adskille sig fra andre virksomheder samt være ledigt online.
Kaffevirksomhedens navn bliver “Kaffea”. Kaffea er en fordanskning af det latinske ord for kaffeplanten “coffea”, og er derfor “tæt på roden”, hvilket passer til Den uskyldige brandarketype. Samtidig er Kaffea et meget kort navn, som kan udtales og staves til, samt er ledigt som domænenavn.
Slogan
Virksomhedens slogan, eller tagline, er en kort sætning, der fortæller hvad virksomheden laver, hvorfor målgruppen skal vælge virksomheden, eller som en mere sexet version af virksomhedens formål. Et slogan er altså en mulighed for at få virksomhedens budskab ud, og bruges gerne sammen med virksomhedsnavnet.
Kaffea’s slogan er en variation af formålet “globale bønner fra lokale bønner”. Udover at indeholde det globale og lokale, spiller sloganet samtidig på ordparrene bønner og bønder, der ligner hinanden på skrift og i tale.
Kernefortælling
Virksomhedens kernefortælling er en kort præsentation af virksomheden, gennem besvarelsen af tre spørgsmål; hvem er virksomheden? hvad gør virksomheden? og hvem gør den det for? Kernefortællingen er ofte omtalt som en elevatortale, da den skal være meget kort og samtidig spændende nok til at invitere til yderligere samtale.
Kaffeas kernefortælling er; “Kaffea sælger globale kaffebønner fra lokale kaffebønder til den bevidste eventyrer“.
Førstehåndsindtryk
Logo
Virksomhedens logo er virksomhedens ansigt udadtil reduceres til en enkelt form. Dermed er logoet en stor del af målgruppens førstehåndsindtryk af virksomheden, og samtidig den måde kunderne genkender virksomheden på efterfølgenden.
Det gode logodesign skaber derfor et unikt, simpelt og relevant logo. Et unikt logo adskiller sig fra konkurrenterne, et simpelt logo kan bruges i alle størrelser og på alle platforme, mens et relevant logo passer til virksomheden og branchen.
Kaffea’s logo indeholder navnet og et symbol, der består af en kaffebønne med to pile, som symboliserer samspillet mellem det lokale og globale fra virksomhedens formål og slogan.
Farver
Virksomhedens valg af farver er en stor del af kommunikationen af virksomhedens sjæl. Farver er nemlig fulde af betydning i sig selv, men i særdeleshed også gennem kombinationen af farverne, samt sammenhængen med de andre dele af virksomhedens brand identitet.
Kaffea’s farver består af 60% grøn, 30% hvid, 10% brun. Den grønne farve står for natur og harmoni, den hvide det rene og uskyldige, mens den brune repræsenterer jorden og ærlighed. Samtidig giver disse farver til sammen et naturligt udtryk, der er nede på jorden, fremfor farverig som andre kaffebrands.
Typografi
Virksomhedens typografi er en samling af skrifttypernes personlighed, vægt, kombination med andre skrifttyper samt indbyrdes hieraki. Typografien er en af virksomhedens virkemidler til at fremstå moderne/historisk, seriøs/legende – alt afhængig af hvilken stil du vælger.
Kaffea benytter to skrifttyper; den moderne “Avenir Black” og den klassike “Playfair Display Bold Italic”. Avenir fremstår ren og uskyldig, mens Playfair giver et mere eksklusivt udtryk. med sin skråskrift og fødder. Samtidig er denne parring af en sans skrifttype (med fødder) og en sans-serif (uden fødder) skrifttype, altid en god måde at opnå komplimenterende typografi på.
Fremtoning
Grafiske elementer
Virksomhedens grafiske elementer er en række forme, mønstre eller anden grafik der går igen, igennem den visuelle del af virksomhedens brand identitet. Det kan for eksempel enten være en abstrakt form, eller en geometrisk form som en firkant, cirkel, trekant eller lignende.
Kaffea’s primære grafiske element er “bønneformen” fra logoet, der er en ellipse (aflang cirkel) i størrelsesforholdet 4:3. Cirkler kommunikerer generelt fællesskab, kærlighed og venskab, hvilket matcher Kaffeas sjæl.
Ikoner
Virksomheden ikoner har til formål at kommunikere kompleks mening på en simpel måde. Gode ikoner repræsenterer essensen af noget på en meget simpel måde, og bruges bedst sammen med tekst, som et understøttende element.
Kaffea benytter et enkelt ikon, der gennem to pile fortæller sloganet “globale bønner fra lokale bønder”.
Billedstil/illustrationer
Billedstil og illustrationer kommunikere det ønskede budskab, mens udtrykket skal spille sammen med resten af brand identiteten. “Et billede siger mere en tusind ord” er meget passende for både billeder/illustrationer, da de begge er en form for ordløs kommunikation af en stemning.
Kaffea benytter et grønt overlay på billeder, der er en gennemsigtig farve, som lægges over et billede, så det passer bedre til baggrunden. Samtidig bruges et topografisk mønster, der repræsenterer det bjergrige terræn, hvor kaffen dyrkes.
Sprog
Modtager
Virksomhedens sproglige kommunikation starter med at definere, hvem modtageren er. Generelt vil virksomheder allerede have dette defineret gennem en målgruppe, og repræsenteret i en kundepersona. I forhold til virksomhedens brand identitet, er modtageren denne persona, som ofte deler de menneskelige egenskaberne fra virksomhedens brandarketype.
Kaffeas modtager er den bevidste eventyrer, som matcher virksomhedens brandarketypen Den uskyldige og Eventyreren. Den bevidste eventyrer sætter pris på Kaffea’s fokus på den tredobbelte bundlinje (se værdier) og det autentiske produkt, hvor “verdenen kommer til dem”.
Storytelling
Virksomhedens storytelling handler om, hvordan virksomheden viderefortæller information. I stedet for blot at fortælle fakta, bruger storytelling forskellige virkemidler som ord, billeder, lyde og lignende. Storytelling er altså en mere levende fortælling gennem en historie, hvor særligt personer og følelser kommer i spil.
Kaffea’s storytelling fokuserer på personer fremfor lokationer. Modsat andre kaffebrands er det ikke så vigtigt “hvor” kaffen er fra, men “hvem” kaffen er fra. På denne måde kommer de lokale bønder frem i lyset, og man åbner et autentisk og personligt perspektiv.
Tone of Voice
Tone of Voice er virksomhedens stemme, og handler ikke så meget om hvad du siger, men hvordan du siger det. Tone of Voice indeholder altså en masse personlighed, og kommunikerer f.eks. på en afslappet eller formel måde, og ved at bruge f.eks. indforståede ord eller humor.
Kaffea’s Tone of Voice er sammenfattet i “rejseguide personlighed”. Rejseguiden har viden om lokalområdet, og kommunikerer dette på en respektfuld, afslappet og underholdende måde, der kan indeholde fagtermer, som dog altid forklares, så alle er med.
3 ting du kan gøre i dag
- Læs mere om den visuelle del af virksomhedens identitet
- De 12 brandarketyper er et godt udgangspunkt for en brand identitet
- Læs mere om bæredygtig bundlinje, hvis din virksomhed også er “grøn”
Download Branding for begyndere materiale her
Kontorfællesskab i København? Skal du starte som selvstændig/iværksætter, og er du på udkig efter et kontorfællesskab – så vil jeg anbefale Republikken i hjertet af København, hvor jeg er ansat som Marketing Manager.